Røntgen / Computertomografi (CT)

Braccos kontrastprodukter til CT-scanninger omfatter et stort udvalg af kontrastmidler, som forbedrer visualiseringen og patientkompliansen, og som hjælper dig med at opfylde patienternes behov.

En af milepælene inden for den moderne medicinske historie var, da Wilhelm Conrad Röntgen i 1895 opdagede røntgenstråling. Man så straks røntgenstrålernes potentiale inden for diagnostiske undersøgelser, og patienterne kunne diagnosticeres non-invasivt. Todimensionelle røntgenundersøgelser blev ved med at være grundlaget for klinisk radiologi indtil 1972, hvor den britiske ingeniør Godfrey Hounsfield opfandt computerstøttet tværsnitsbilleddiagnostik med computertomografi (CT). Ved hjælp af CT-scanninger blev man i stand til at se forekomsten og udviklingen af mange sygdomme. Dette havde en afgørende indvirkning på lægevidenskaben. I 1998 blev CT revolutioneret med indførelsen af de første CT-spiralscannere med fire snit. Denne scanningsmetode med flere snit forvandlede CT til en virkelig dynamisk og tredimensionel billedbehandlingsteknik. Kort tid efter at Röntgen havde opdaget røntgenstrålerne, undersøgte man røntgenfaste stoffer, som kunne vise kontrasten i de områder af kroppen, som ellers ikke var synlige med røntgenstråler. Man fandt ud af, at jod var det foretrukne røntgenfaste stof. Jod er stadig det foretrukne røntgenfaste stof i de fleste kontrastmidler, som bruges i forbindelse med røntgen- og CT-undersøgelser. I slutningen af 1920'erne fokuserede forskerne på vandopløselige kontrastmidler i et forsøg på at forbedre opløseligheden, øge jodindholdet og mindske toksiciteten ved de daværende røntgenologiske kontrastmidler. I 1950'erne blev der lanceret præparater, som stadig finder bred anvendelse i dag. De kaldes ioniske tri-jod-kontrastmidler. Bracco markedsfører en lang række ioniske kontrastmidler, som stadig anvendes til at forbedre en række røntgenologiske billeder i forbindelse med røntgen- og CT-undersøgelser. I 1974 blev det første non-ioniske, vandopløselige, jodholdige kontrastmiddel lanceret, men blev i starten af 1980'erne erstattet af de moderne non-ioniske kontrastmidler. Manglen på ionicitet og den deraf følgende lave osmolalitet ved disse præparater gjorde, at man skiftede fra at bruge ioniske kontrastmidler til at bruge non-ioniske kontrastmidler, både til røntgen- og CT-undersøgelser.